Viva la Mexico! (Sølvruten pt. 2)

Sveden er tørret på vores pander, stemmerne er igen i et behageligt toneleje, vores blodsukker er stabiliseret, og vi kan igen smile naturligt til hinanden. Det er imidlertid ikke mange timer siden, at situationen var en ganske anden.

Faret vild i Mexico City… 

Lad os spole tiden tilbage til morgenbordet. Missionen var klar – vi skulle til Mexico City, og gerne inden mørkets frembrud. Vi søgte gode råd på nettet om at overleve turen til centrum af en af verdens største byer. Thomas faldt over et tv-program om de værste byer, man overhovedet kan sætte sig bag rattet i: “Mexico City – DON’T DRIVE HERE!“, lød det opmuntrende budskab fra værten. Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at ham værten vist var lidt af en tøsedreng. Hvor svært kunne det være…?
Uden GPS eller kort, men med optimisme og selvtillid, tanket i løbet af 16.000 km kørsel, samt en stærk tro på, at en rutebeskrivelse fra google-maps var alt, hvad vi havde brug for, satte vi os trygge bag rattet.

De første 200 km gik smurt. Vi var såmænd høje i hatten indtil første gang, vi skulle dreje fra hovedvejen langt inde i byen. Vejen vi skulle ad kom aldrig, og først alt for sent indså vi, at vi ikke havde en anelse om, hvor vi var. Nærmest på vej ud ad byen igen, nu også uden ruteplan, vendte vi om i jagt på et gadenavn, vi kunne genkende fra vores guidebog. Vi var kommet længere ud ad byen end vi troede, men heldigvis havde vi en japansk pige med i bilen, som med sine skarpe øjne spottede vores redning. Et stort monument var markeret i hendes japanske guidebog, og med lidt gambling ala “Vi tager den første vej, og kører mod øst, indtil vi igen ser noget, vi kan genkende“, befandt vi os som med et trylleslag i centrum, et stenkast fra vores endelige destination, et billigt hotel med fine anbefalinger. At de selvfølgelig ikke havde plads til os, og at det med at dukke op lørdag aften uden reservation måske ikke var det smarteste i verden, gider vi ikke hænge os i.
For at gøre en lang historie lidt kortere sidder vi nu, trods dagens strabadser, mætte og glade på et hyggeligt lille værelse et andet sted i byen og roser hinanden til skyerne for dagens indsats.

Så hvad har vi lært i dag?

1: At køre ind i en by med +20 millioner indbyggere med google rutevejledning som eneste vejviser er ikke en holdbar plan.
2. Og at det ikke er en holdbar plan at have Thomas’ stedsans som plan B.
3. Man kan ikke dukke op lørdag aften og forvente et værelse i centrum på et super billigt hotel.
4. Vi er blevet for gamle til at godtage et værelse på nabohotellet, hvor børn er forbudt fordi alle byens ludere tager kunderne med derhen.
5. Vi gør med garanti præcis det samme næste gang, for det gik jo i sidste ende!
6. Det har helt sikkert betalt sig ikke at bruge 300 kr. på at købe GPS-opdatering til Mexico. Har I nogen idé om, hvor mange tacos vi kan få for 300 kr!??

Herunder kan du se nogle billeder fra vores oplevelser i det centrale Mexico. “Små” romantiske byer, liv og charme…. og mumier!?!

Zacatecas PanoramaFra taget af vores hotel i røv-hamrende-charmerende Zacatecas havde vi en vidunderlig udsigt ud over byens tage.

_MG_4914 Zacatecas
Vi aner ikke hvor i Zacatecas, vi er, eller hvad kirken hedder, men vi spiste to gode is på trappen og se lige, hvor fint der er.

_MG_5052 Guanajato          _MG_5199 San Miguel de Allende Æsel
Gadeliv og sommerstemning.

_MG_4988 GuanajatoGuanajuato er indtil videre vores største by-anbefaling i Mexico – smalle gader proppet med liv, lyde og lugte, og så smuk, at den tager pusten fra én. Mums!

_MG_5094 GuanajatoGuanajuato set oppefra.

_MG_5197 San Miguel de Allende
San Miguel de Allende var vores sidste stop inden Mexico City. Hyggelig, smuk og charmerende som de andre byer på sølvruten.

_MG_5155 Guanajato mumier          _MG_5149 Guanajato mumier          _MG_5142 Guanajato mumier
Lidt udenfor Guanajuatos centrum ligger det mest bizarre museum, vi til dato har set. I løbet af de sidste 100 år er folk blevet taget op af deres grave og stilt til offentligt skue, når der ikke er blevet betalt for gravene. Først i et tilfældigt opbevaringslokale, men da det gik op for myndighederne, at der var potentiale i at udstille de mere end hundrede mumier, blev der bygget et egentligt museum. Mumierne er dateret tilbage til slutningen af 1800-tallet og helt frem til 1970erne, og de har i gennemsnit ligget ca. 6 år i deres grav. En fuldstændig utrolig oplevelse, som også sparede os vores madpenge resten af dagen.


Tak fordi du læste med!
Kærlighed og en høj femmer fra Thomas og Pernille

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mexico, Nordamerika. Bogmærk permalinket.

2 svar til Viva la Mexico! (Sølvruten pt. 2)

  1. Mor siger:

    Jeg elsker simpelthen jeres billeder! Alt fra gru til hyggelige balkoner med fuglebure i spiselige farver. Og vidunderlige panoramaer siger faren. Og mht. Mexico City, så var det dejligt for os at kunne tænke: “Ja, hvad sagde vi!” “Så, så,” siger faren. 🙂

    • hoexbroe siger:

      Tak lille mor 🙂 Du kan bare glæde dig til at se de mumiebilleder der var for klamme til siden her, så skal du få gru og uhygge. Jeg skal stadig lige blive helt venner med mit panoramaprogram, der er stadig mange udsigter, den nægter at stitche ordenligt sammen. I skal jo kunne sige “Hvad sagde vi” som forældre, ellers gør vi det ikke ordenligt herude 🙂
      I går var vi til pokal semifinale på Aztec Stadium, med plads til 110.000 og næsten udsolgt – det var ret fedt. I dag står den på byvandring bl.a. med de templer der er udgravet under den enorme katedral. Giv far verdens største kram fra mig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s