Den nøgne hund og mudderbyen

Mudderbyer i megaformat, bizarre hunde, endeløse ørkenstrækninger og sneklædte vulkaner. Inkaimperiet var det mest magtfulde imperium i Amerikas historie, indtil de spanske erobrere i 1500-tallet ændrede alt.
Sammen med en nærmest endeløs række forskellige kulturer og riger, der præger landet, er befolkningens stolthed ikke noget, man skal kimse ad. Peru har vist sig at være et sandt paradis for to unge og håbefulde rejsende som os.

Kontrasternes land
Peru er på mange måder et kontrasternes land. Fra den ubarmhjertige ørken, der strækker sig fra nord til syd langs Stillehavet, ændrer landskabet sig totalt i Andesbjergene, der brutalt rejser sig fra den støvede kyst. Hér er indbyggernes skæbner flettet tæt sammen med bjergenes luner, der i Inkariget førte til ofringer på de mest gudsforladte bjergtoppe i mere end 6000 meters højde. UNESCO verdensarvssteder er spredt ud over landet som legoklodser på stuegulvet, og havde man tid, kunne man rejse i Peru i adskillige måneder.

Vores rejse ned langs kysten har været vidt forskellig fra alle andre steder, vi tidligere har set på vores jordomrejse. Skellet fra land til by er skræmmende – mens der midt i ørkenen bor folk på eksistensens absolutte yderste kant i små skure lavet af brædder, siv og mudder, er der i de større byer et liv og et mylder, et kaos af butikker, gadesælgere og sindssyg trafik. Her er ny pudsede glasfacader, fine butikker og folk i smart tøj. Livet i ørkenen synes lysår væk, selvom det aldrig er mere end en kort bustur borte.

Chan Chan nøgen hundMed nøgne – eller måske mere korrekt formuleret, ubehårede – hunde løbende rundt i gaderne tager Peru på endnu et område en afstikker fra normen. Hundens besynderlige udseende er blevet fremavlet fra før inkaerne kom til magten i Peru omkring år 1476 og er således en hunderace med mange hundrede, måske nærmere tusindvis, af år på bagen. Når man nu er grim som bare fanden, er det heldigt, at hunden har en ualmindelig høj kropstemperatur. Den er derfor blevet brugt som varme-puttebamse, når folk har været syge, og således har den sikret sin overlevelse. Ren Darwin!

CHAN CHAN – verdens største mudderby

Chan Chan opdagelse (1)Chan Chan var og er den dag i dag verdens største by bygget af mudder. For at være lidt mere blæret er det også den største pre-spanske by i Amerika. Overhovedet. Og når vi skriver stor, så er det fordi området er enormt. Kloge mennesker regner med, at der omkring år 1300 har boet op mod 100.000 mennesker! 

Chan Chan udsmykning        Chan Chan udsmykning (1)
Det første jeg tænkte, da jeg hørte ordet “mudderby”, var hyperaktive børn på Amager Strandpark. Min fantasi kunne ikke have været mere galt på den. På billederne herover ses det, der var byens religiøse centrum. Her er der smukke og fint vedligeholdte udsmykninger, der har holdt i mange hundrede år.

Chan Chan opdagelse
Fra en mur, der tidligere afgrænsede ni autonome områder fra hinanden, spejder Pernille ud over de tilbageværende 14 kvadratkilometer ruin-mudderby.

Chan Chan opdagelse (2)
Uden for den religiøse del af området kan man gå frit rundt, kravle på ruinerne og på den måde være med til deres ødelæggelse. Øh, vi mener se dem på nært hold og forestille sig hverdagen for 600 år siden.

Hvis du, lige som os, er mega imponeret over dette sted, som du helt sikkert, lige som os, aldrig havde hørt om, kan du klikke dig ind på: http://whc.unesco.org/en/list/366 og blive rigtig, rigtig klog.

Huanchaco – surferne kommer!
For 15 år siden var stranden i Huanchaco domineret af små fiskerbåde, hårdtarbejdende mænd i laset tøj og en dunst af fisk.

Så skete der det, der har forvandlet nok så mange små romantiske fiskerlejer langs stillehavskysten: En gruppe surfere fandt ud af, af bølgerne hér er sublime halvdelen af året, og som rygtet spredtes skød surferbyen op. Hyggelig, og i umiddelbar nærhed af Chan Chan, brugte vi byen som base for udforskning og hygge i et par dage.

HuanchacoFiskernes både bruges nu mere som turistfornøjelse end til at fange fisk, og man kan for en skilling få en tur gennem brændingen.

Huanchaco sivbådeSivbådene er et fascinerende stykke håndarbejde, og med surfere i baggrunden, solnedgang og en kold øl i hånden er en tur langs stranden ren nydelse.

Chan Chan opdagelse (3)Aftenhygge på strandpromenaden – vi har det stadig rigtig godt 🙂

Tak fordi du læste med!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Peru, Sydamerika og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Den nøgne hund og mudderbyen

  1. Birgitte Høxbroe siger:

    Hej I to søde mennesker 😉 Følger som sædvanlig spændt jeres rejse. Billederne er fantastiske, I må have en god fotograf, men det er mindst lige så interessant at høre jeres beretning om mennesker og kultur. Kan I overhovedet kapere, at I kommer fra det lille bitte banale (undskyld) Danmark? Nu kan I sikkert også følge, når jeg nogle gange siger, at det er utrolig at så mange mennesker i Danmark føler/mener, at Danmark er verdenens navle. Der er jo SÅ meget andet, på en hver måde. Både andre kulturer, landskaber, verdenssituationer, landenes udvikling – eller det modsatte. I får virkelig sat det hele i perspektiv. Og så spørger jeg mig også nogle gange, om man egentlig kan blive ved med at optage så mange forskellige indtryk?
    Nyd livet I globetrotters, hverdagen kan komme hurtigt nok tilbage, så har I noget at tære på 😉
    Knus og hilsner
    Faster Gitte

    • hoexbroe siger:

      Hej søde faster. Jeg kan sagtens følge dig i dine spørgsmål, for det at rejse så længe indebærer så utroligt mange ting, som folk der aldrig har rejst på denne måde ikke drømmer om. Én ting er selvfølgelig at komme fra verdens sikreste land, hvor alt foregår som det skal (i forhold til rigtig mange andre steder i verden), og man ikke skal bekymre sig om alt for mange basale ting. Der er en klog mand der engang har sagt, at livet er som en bog, og at dem der ikke rejser, kun læser én side – det er på mange måder rigtigt – man får i hvert fald en stor forståelse for, hvorfor mennesker rundt omkring i verden gør og tænker så forskelligt fra os, og hvorfor vores måde at leve på ikke absolut er den universelle løsning for resten af kloden.
      Og med hensyn til det med at kapere de mange oplevelser – det er klart, at man sommetider skal klemme sig selv i armen og sige “det her er virkelighed, nyd det som var du ankommet fra din hverdag i Danmark i går”. Netop ordet hverdag er ret centralt, for på mange måder bliver man nødt til at gøre mange ting til hverdag, ellers ville hjernen bryde sammen efter nogle måneder. Så jeg tror det er en balance mellem at bevare nysgerrigheden, og rejseglæden, hvilket vi bestemt har, og så ikke at hidse sig op over en uendelig række småting der på ingen måde kan accepteres derhjemme, men som simpelthen bare er hverdag på den anden side af kloden.
      Tak for dine gode og interessante spørgsmål Gitte, de er sundt at være nødt til at sætte spørgsmålstegn ved det vi laver en gang imellem.

      Hils Poul rigtig mange gange:)
      Kram fra Thomer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s