Hverdag i paradis – Palawan del 2

Filippinerne lever helt sikkert for mange turister op til drømmen om paradis og den perfekte strand. Et land med uudtømmelige muligheder for eventyr kun omgivet af den smilende lokale befolkning og smuk natur. En hverdag så blid og nænsom, at man efter 14 dage vel nærmest befinder sig i en konstant tåge af lykke?

Langt hen ad vejen, er Filippinerne nok ét af de lande, hvor det virkelig er muligt at finde sådan et sted. Man skal naturligvis først lige have billedet på nethinden af desperate, beskidte og sultne gadebørn fra Manila og andre storbyer vasket bort – men så kan man også læne sig tilbage og nyde livet.

Efter nogle dage i pardiset på Palawan gik vi begge og spekulerede på filippinernes situation. Nok har folk, der lever direkte eller indirekte af turisme, det bedre end nogensinde før, men vi ville heller ikke bilde os selv ind, at disse heldige få udgør mere end en ganske få procentdel af befolkningen (der har rundet mere end 100 millioner). Folk i El Nido og omegn har det helt sikkert bedre end mange andre, ingen tvivl om det. Men hvad med alle de andre, som lever de steder, hvor turismen ikke har bidt sig fast…?

I løbet af vores tre uger på Filippinerne havde vi adskillige oplevelser og samtaler med folk, der for alvor slog illusionen om ren idyl itu. Vi talte med en taxachauffør, der tørt konstaterede, at 80% af befolkningen ikke kan stole på andre end sig selv. De styres af bund-korrupte politikere, der har egen vinding som førsteprioritet, lever på grænsen til fattigdom eller langt, langt under. Og som han så fint sagde: “I kommer til Filippinere og ser et paradis. For os, der bor her, er det et helvede på jord.”

Vores hverdag
Ligesom hverdagen og fattigdommen lurer under overfladen i “paradiset” – ja nu må vi jo hellere skrive det med anførselstegn, har vi ligeledes filosoferet over vores hverdag – både her på rejsen men også “den rigtige hverdag” hjemme i Danmark.
For to unge mennesker, der rejser jorden rundt, er det vigtigt af forholde sig til, hvordan vi håndterer det faktum, at en rejse på mange, mange måneder indeholder betydelige mængder hverdag – lange dage med uvished, elendig transport, dårlig mad, snydepelse, frustrerende situationer og (endnu) en overnatning på en madras så hård som sten. De sidste otte måneder har vi på den hårde måde lært, at disse udfordringer en en stor del af vores rejse, og at det er nemmere at sige pyt, komme videre og glæde sig over alle de små ting, der på selv de hårdeste dage bringer et smil frem. Og går det helt galt, skal vi bare minde hinanden om, at alternativet er lange dage, tunge møder, uopdragne unger og sure forældre:)
I den forbindelse har vi talt meget om det faktum, at vi, før vi ved af det, er på vej på job mandag morgen. Vi taler meget om, hvad vi kan tage med hjem – rent livskvalitets- og livsstilsmæssigt. Heldigvis for os har Thomas far – som den kloge mand han nu en gang er – ofte talt om vigtigheden af hverdagen. I den evige sortering af forældres gode råd, advarsler og velment opdragelse er der en gang i mellem ting, der sætter sig fast og slår rod. Dette er ét af dem. Faktum er, at langt størstedelen af vores liv er hverdag. Det burde sætte rigtig store krav til denne gruppering af dage, men alligevel er det som om, at hverdagen for mange mennesker (naturligvis ikke bevidst) bliver nedprioriteret til noget, der skal overstås, så man to dage om ugen kan nyde livet og lade batterierne op til at klare sig igennem endnu en uge.

Det er fandme nemt for jer at sidde og prædike om at nyde hverdagen,” tænker du nok, men det er bestemt ikke fordi, vi vil pege fingre ad nogen. Vi nærer et personligt håb om, at en rejse som denne vil forandre os og måden, vi kommer til at leve vores liv på. Det er et ydmygt ønske om at blive verdensmestre i at gøre livet til meget mere end en sukken efter weekend – at opbygge et liv, hvor hverdagen konkurrer med weekenden om at gøre livet værd at leve, og gøre os til lykkelige mennesker…

Pointe for os er, at have øjnene og sindet åbent, for midt i hverdagen er livet fuldt af små mirakler, og det er dem man skal øve sig i at få øje på – og værdsætte. Om det er en flok rugende duer i en gammel papkasse på en grussti, et smil fra en fremmed eller et glimt af solnedgangen fra en 35 grader varm bus, er træningen at gribe disse små øjeblikke, og sige tak til livet – uanset hvor i verden man er.

_MG_1386 Palawan pt. 2
Ventetid. Vi rejser 100% selvstændigt og 100% lokalt, så til tider skal tålmodigheden findes frem… og have en syngende lussing. Nogle gange, bl.a. i overstående tilfælde, er beskeden om, at “vi kører så snart bussen er fuld,” bare lidt de-motiverende. I dette tilfælde var vi heldige – der blev pludseligt fløjtet kraftigt foran bussen, og folk kom myldrende til fra det omkringliggende marked.

_MG_1776 Palawan pt. 2
Vi fik fingre i en lille motorcykel og kørte på opdagelse i oplandet til El Nido. Efter at være startet på asfalt gik der ikke længe, før vejen blev til grus, og gruset blev til huller af alle størrelser og balleknusende karakter. Før vi vidste af det, trillede vi afsted gennem smukke landskaber, forbi små landsbyer med vinkende børn og voksne samt husdyr i alle størrelser i et herligt virvar. For enden af vejen befandt vi os, som så ofte før på Filippinerne, igen ved vandet.
Billedet: Et søskendepar leger fra bådene i havnen og øver deres akrobatiske udspring.

_MG_1751 Palawan pt. 2     _MG_1755 Palawan pt. 2
Den klassiske filippinske fiskebåd. For at give de smalle og høje både bedre balance er de udstyret med bambusrafter.

_MG_1761 Palawan pt. 2
Den lokale bus er aldrig et kedeligt syn. Med folk siddende, liggende, stående, hoppende og desperat hængende fra alle tænkelige steder på bussen går det lystigt gennem landskabet. Vi så sågar en lille ged blive kastet på på taget af en bus og surret fast allerforrest over chaufføren som en alternativ galionsfigur, da der ikke lige var plads andre steder. Stakkels ged!

_MG_1740 Palawan pt. 2 Palawan pt. 2   _MG_1743 Palawan pt. 2 (3)
En slændretur gennem en lille landsby bød på vores første filippinske hanekamp. Vi kom gående forbi en fyr, der nonchalant hang ud med sin hane under armen. “Hmm,” tænkte vi, men ikke meget mere end det – vi er jo trods alt på Filippinerne. Pludselig steg spændingen dog eksplosivt – fra et skur på den anden side af vejen kom en anden mand gående med sin hane under armen. Attitude: cool. Vi vendte om på hælene, for dette optrin kunne kun betyde én ting: Hanekamp til døden, en sky af fjer og blod over alt.
De to mænd udvekslede et par ord, hanerne fik lov til at hakke efter hinanden fra armgrebet, og SÅ gik det løs. Et sekund, to sekunder, tre sekunder….. slut. En forpjusket hane drønede ned af grusvejen. Den ene fyr grinte højt af den anden og sagde ting om hanens mod og kampgejst, der ikke var flatterende. Vinderhanen blev hurtigt samlet op og stolt vist frem til de to gloende turister. Blod og død var der ikke noget af, men vi fik set en ægte hanekamp/frokost-battle på filippinske manér.
Ps. læg mærke til hunden i baggrunden på alle tre billeder, der bare er den største hanekamps-fan! 

_MG_1746 Palawan pt. 2
Vinderhanen. Vi håber, at den blev fodret ekstra godt den aften, for det havde den fortjent.

Vi vil lige tilføje, at hanekamp er STORT på Filippinerne. Over alt ses haner med reb om benet klar til at blive trukket i manegen og kæmpe for sit liv. Enhver familie med respekt for sig selv har mindst et par kamphaner – og det er vitterligt uden at overdrive. Så kan du jo selv fundere videre over, om vi havde brug for ørepropper hver eneste morgen…?

_MG_1381 Palawan pt. 2
På havnen i Puerto Princessa fik vi grillet kylling den ene aften og krokodille den anden aften (hvor vi desværre havde ladet kameraet blive hjemme). Ud over krokodille har vi spist grisehjerne (det smagte faktisk virkelig godt) og grillede kyllingeindvolde (det var lidt mere bob-bob, men de sprøde steder var da ret ok!)

_MG_1789 Palawan pt. 2
Overskriften var jo hverdag i paradis, så vi synes, det var passende at smide et rigtigt hverdagsbillede op fra vores favoritstrand. Overskyet og blæsende men stadig super hyggeligt. Heldigvis for os var der godt med huller i skydækket, og senere på dagen, da aftenen nærmede sig, trak det op til endnu en smuk, smuk solnedgang…

_MG_1800 Palawan pt. 2
Klik lige på billedet, og nyd det et par sekunder i fuld størrelse. Vidunderlig solnedgang, flotte skyformationer og tre glade unger, der leger i vandkanten. Sådan en hverdags-dag er sgu helt ok – i hvert fald på Palawan omkring El Nido 🙂

Det var skønt, at du klikkede forbi!

De bedste hilsner fra Pernille og Thomas

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Filippinerne og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Hverdag i paradis – Palawan del 2

  1. AG siger:

    Kære Pernille & Thomas. Igen et dejligt indlæg både i skrift og billeder . Alle jeres indlæg , har hver gang , fået tankerne i gang , små som stor. Denne gang måske endnu mere, for er fuldstændigt enig i, at hverdagen er den vi alle burde , tænke mere positivt om, det er jo den der er flest af , i det hele taget, at være i live, rask og ved sin fulde fem……nå ja, sådan da 🙂 , havde muligheder for at kan vælge til/fra, nok mad, tryghed osv. det er stadig i vores del af verden , en selvfølge , men som vi nok heller ikke skal regne med, vil kunne forsætte af flere grunde. Nu må jeg vist stoppe, ellers bliver det vist noget af et svar på jeres indlæg og det skal i skånes for 🙂 Tak for alle de oplevelser i giver os og ser frem til flere. Vil nu gå ind og hører Dan Turéll´s : “Jeg holder af hverdagen ” 🙂 Forsat god rejse og pas på hinanden . Knus Faster

    • pernillesandgaard siger:

      Hej faster
      Ja, man kommer til at filosofere lidt, når man er herude i verden, og har det godt. Det er ihvertfald helt sikkert, at jeg ikke vil tilbage til samme sure hverdag, som før vi tog afsted (jeg håber på, at skolebørn er lidt nemmere på Fyn:) ) Og så er det bare så heldigt, at man bor i et land, hvor man har mulighed for, at ændre sin tilværelse, hvis man ikke er tilfreds – det bliver man godt nok opmærksom på, at man skal sætte pris på, når man er ude at rejse.
      Det er dejligt, at du stadig følger så meget med. Håber alt er vel derhjemme med hele flokken. Hils dem alle sammen mange gange.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s