Alle odds imod os i Tien Shan-bjergene

Rejseplanerne havde allerede ændret sig et par gange, da vi tog afsted mod Karakol i det østlige Kirgisistan – visum til Kazakhstan havde vi udsat, visum til Uzbekistan prøvede vi løbende at få styr på, og visum til Tadjikistan havde vi sgu fået efter en halv time på ambassaden i Bishkek. Når man rejser som vi gør, bliver man ofte nødt til at lægge alternative planer et par gange om dagen. Intet er forudsigeligt, og man må være indstillet på konstante forandringer og udfordringer. Det kan være pga. pludseligt lukkede grænser, mærkelige visumregler, visumafslag, mangel på transportmuligheder, forkert information af enhver slags, manglede overnatningsmuligheder og stribevis af andre åndssvage ting. Men eftersom det alt sammen er med til at gøre rejsen til et eventyr i evig forandring og udvikling, arbejder vi konstant på at værdsætte uforudsigeligheden.

Det østlige Kirgisistan
I Kirgisistan ligger verdens næststørste bjergsø, Issyk Köl, og ved dens østlige spids ligger den lille slidte by Karakol. Herfra kan man tage på alt fra selvguidede dagsture til professionelle helikopterekspeditioner i de centrale Tian Shan-bjerge. Vi tog afsted på en tredages tur i Karakol Valley National Park, der skulle føre os forbi en alpin sø i ca. 3,5 kilometers højde, hvorefter vi ville ankomme til nogle varme kilder i den næste dal. Bjergene er desuden hjemsted for den utroligt sjældne sneleopard som næsten har en mytisk gudestatus blandt rejsende, lokale og… krybskytter.

Evakuering
Som sagt; én ting er at have en plan, virkeligheden viser sig igen og igen at være ganske anderledes, så det kom (selvfølgelig, har man lyst til at tilføje) ikke til at forløbe som planlagt.
Tidlig morgen på andendagen vågnede Pernille op til en ekstrem omgang madforgiftning på en bjergskråning midt i nationalparken. Vi behøver vist ikke gå i for mange detaljer omkring, hvad sådan en omgang indebærer. Dagen forinden havde vi kæmpet hårdt for at nå så langt ind i parken som muligt – så langt væk fra civilisationen som muligt. Vores indsats havde vi været stolte over, men da vi hurtigt kunne se, at vi skulle have Pernille tilbage til byen med mulighed for lægehjælp, var den foregående dags hårde arbejde nu vores værste fjende. Mens Pernille hastigt nærmede sig 20 ubehagelige ture ud i buskadset, og efterhånden ikke havde kræfter til andet end af lægge sig om på siden, når hun skulle kaste op, fik Jacob og Thomas pakket lejren sammen i en fart. Taskerne blev smidt på ryggen, og efter hvad der føltes som en evighed, havde vi kæmpet os ned til floden i bunden af dalen. Pernille var så afkræftet som man kan være – hulkende og opkastende. Først hér gik det op for os, at vi havde begået en gruelig fejl. Stien havde delt sig et utal af gange gennem skoven på vej ned af bjerget, og vi havde (selvfølgelig, har man lyst til at tilføje igen!) valgt de forkerte stier. Vi befandt os ved den brusende flod, men broen, der dagen forinden havde ført os sikkert over floden, var ingen steder at se. Vi var gået forkert, og efter desperat at have ledt efter alternative muligheder over floden måtte vi indse, at der ikke var anden udvej end at kæmpe os op ad bjerget igen, og finde den rigtige vej ned. Pernille førsøgte sig med fire vaklende skridt, men faldt om i græsset som en sæk kartofler. Hun var for udmattet til at gå ét eneste skridt videre, men vi to brødre var enige om, at vi måtte tilbage til civilisationen, hvis Pernilles tilstand skulle blive værre, eller bare forblive den samme. To fortvivlede, men stålsatte brødre, kiggede på hinanden med afklarede blikke – beslutningen var allerede taget før nogen af os åbnede munden: Jacob tog alle tre tasker, og begynde den stejle opstigning med den fuldstændige enorme oppakning. Thomas fik Pernille op igen, og hældte hende op på ryggen. Der blev bandet af floden foran os, men endnu mere af de forræderiske stisystemer. I knap to timer kæmpede vi, med alt vi havde i os, mod bjergsiden og de stejle stier. Én bror med +40 kg oppakning, og én bror med +60 kg hulkende og opkastende Pernille på ryggen. Alt sammen i 3000 meters højde, der i sig selv tog pusten fra os. Vi nåede endelig toppen af bjergskråningen og kunne begynde en langsom og grundig nedstigning – vi måtte under ingen omstændigheder gå galt igen! Hvad der føltes som endnu en evighed skulle gå, inden vi atter kunne høre flodens brusen. Til vores store glæde og lettelse havde vi fundet broen. Pernille vaklede over broen med en nervøs kærestes faste greb i armen – et kolaps hér ville betyde den sikre død i de voldsomme vandmasser. Vi kom alle tre over broen, og Pernille blev placeret under et stort grantræ, mens Thomas og Jacob løb mod en nærliggende lejr for at se, om der var hjælp at finde.

Master chief in command
Hvad kunne man tilføje for at give de hårdt prøvede rejsendes dag den sidste dimension? Disillusionrede af udmattelse havde ingen af os set, at mørke skyer var trukket ind over bjergdalen. Først da et enormt tordenskrald rev stilheden itu, fik vi løftet vores trætte blikke mod himlen. I det samme øjeblik blev vi ramt af kolde dråber. Et øjeblik efter var få blevet til mange, og før vi var nået over til lejren i bunden af dalen, stod det ned i stænger. Lejren lå øde hen, men fra et stort hvidt telt steg en søjle af hvid røg mod himlen. Vi brasede ind gennem forhænget, der udgjorde døren, og blev mødt af overraskede øjne fra fire mænd klædt i en blanding af militærtøj, joggingbukser og gummistøvler. Vi afbrød deres middagsmad og forklarede med fagter og, for dem uforståelige ord, vores nød. En stor mand rejste sig fra bordet, gav os hånden og forklarede med rolige gestikuleringer: “Eat two minute – jeep rescue, Karakol, yes?” Vi kunne næsten ikke tro, at vores held var vendt; vi var blevet forstået, og manden talte endda nogle få – men brugbare – ord på engelsk. Vi ventede nogle utroligt lange minutter i mændenes yurt. Helst ville vi løbe tilbage til Pernille, men vi vidste, at hun var godt klædt på, og at hun kunne søge ly under grantræerne, så vi valgte at vente på vores redningsmand.

Da jeepen blev startet, klemte vi hårdt hinandens hånd; “Vi klarer den sgu, brormand”.

Manden, der sad ved ved rattet, var klædt i militærtøj fra top til tå. Måske fordi han kunne se, at vi undrede os over hans mundering, pegede han på striberne på sin skulder og tilføjede selvsikkert på gebrokkent engelsk nogle indøvede ord: “Master chief in command”. Vi kunne ikke andet end af smile, og med stor lettelse i kroppen krydsede vi små bifloder på vej mod Pernille under grantræet. Vi fik gjort plads til en ynkelig og helt og aldeles afkræftet Pernille bag i bilen, og mens en af de værste veje, vi nogen sinde har set, blev tilbagelagt af en seriøs offroad jeep, talte brødrene om, hvordan dagen havde set ud, hvis ikke vi havde fundet hjælp i lejren. Tanken skulle der helst ikke dvæles for længe ved, for vi vidste ærgerligt talt ikke, hvad vi skulle have gjort af os selv.

Turen ud af bjergene tog knap to timer i jeep, og da grusvejen blev til asfalt på vej ad hovedgaden i byen, var det næsten for godt til at være sandt. Vi tog afsked med vores ven fra militæret, og fik Pernille på plads i sin seng. Vi ville lige se, hvordan hun havde det, inden vi tog en beslutning om vi skulle have lægehjælp. Et par timer gik, og den konstante opkasten fra bjergskråningen var blevet afløst af nogle få ture i løbet af den tidlige aften. Pernille viste nu tegn på sikker overlevelse (overdrivelse fremmer forståelsen), og humøret steg eksponentielt. Trods utrolige udfordringer i bjergene syd for Karakol kunne vi ånde lettede op velvidende, at det nu kun var et spørgsmål om tid, inden Pernille var frisk igen.

Efterskrift: Både Pernille og Jacob blev rigtig syge i Kirgisistan, og efter hjemkomsten har Jacob måtte søge læge, ligesom Pernille har været i kontakt med vores rejseforsikring for at få lægehjælp til hendes mave. Knap to måneder efter deres sygdomsudbrud/madforgiftning har både Jacob og Pernille stadig problemer med maven… Stakler! Vi mødte mange rejsende i Centralasien, der alle havde været i gennem lignende problemer. Et nyt populært begreb spreder sig for tiden blandt rejsende: regionen kendes nu også som >>Diarréastan<<.  

_MG_7777 kirgisistan
Tre unge mennesker midt i storslået natur. Karakol Valley blev hurtigt stemplet som noget af det smukkeste, vi har set.

_MG_7836 Köl Ukuk
Pernille tager sig en slapper i vejkanten på vej op gennem dalen.

_MG_7859 Köl Ukuk
Igen og igen skulle vi krydse små bifloder, der alle løb ud i den store Karakol River. Vandet i bifloderne var krystalklart og var med til at stoppe os utallige gange for at nyde og tage billeder.
_MG_7900 kirgisistan
Jacob kigger ud over en lille klar sø, der langsomt gror til i sommermånederne.

_MG_7925 Köl Ukuk  _MG_7934 kirgisistan
Legeplads for sådan nogle som os. Lad os lige tilføje, at man har stierne totalt for sig selv.

_MG_7967 Köl Ukuk
Broen vi krydsede første dag i højt humør efter mange timers hårdt arbejde. Dagen efter måtte vi tilbage over samme bro i en helt anden kontekst.

_MG_7978 kirgisistan
Mens aftenlyset stadig lyste landskabet op, var det næsten ikke til at tage øjnene fra udsigten fra vores lejr.

_MG_8011 kirgisistan
I det høje græs slog vi lejr for natten. Vi regnede med at have yderligere to dage foran os, men Pernilles mave ville det anderledes. Heldigvis havde vi en fantastisk aften ved bålet under stjernerne.

_MG_8013 kirgisistan
Vores sidste billeder fra Karakol Valley blev taget om aftenen mens vi hyggede i lejren. Dagen efter blev der ikke rigtig tid til at hive kameraet frem 🙂
Vi vil selvfølgelig også huske turen for den smukke natur, vi befandt os midt i. Og så skal man ikke kimse af, at vi nu har en rigtig god grund til at tage tilbage til Karakol i fremtiden.

Hvis du ikke har set vores video fra Centralasien, så gør lige dig selv den tjeneste at få det gjort;) :

https://thomaspernilleworldwide.com/2014/08/17/centralasien-det-vilde-osten/

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Centralasien, Kirgisistan, Uncategorized og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Alle odds imod os i Tien Shan-bjergene

  1. Mark siger:

    Thomas det er godt nok nogle af de mest magiske billeder jeg længe har set! Det er jo alt hvad man forbinder med ro og vild urørt natur. At det så var ved at gå galt glemmer vi lige et øjeblik, mens billederne nydes. Godt Pernille og Jacob har det godt igen, for hold da op en omgang!
    Håber vi ses meget snart!

    • hoexbroe siger:

      Tusind tak gamle dreng! Det er et helt fantastisk hjørne af kloden, hvor ting der alle andre steder ville være overrendte af turister, er totalt uberørt og ligger hen i stilhed. Og så skal det lige siges, at både Jacob og Pernille synes jeg har underdrevet med den ubehagelige episode! Så jaja, kom ikke og sig at jeg altid overdriver 😉
      Håber virkelig også vi ses snart, meget gerne i Bukarest!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s