Pamir Highway: Wakan Valley – kapitel 4

Klarer man den tredje dag – den udfordrende og strabadserende dag, som du nok husker fra forrige indlæg – har man klaret det “værste”. Vores fjerde dag på Pamir Highway blev således en del nemmere; vi kunne om eftermiddagen trille ind i Khorog, hvor vi sagde farvel til vores chauffør, Jakumbai, og tog en velfortjent overlægger dag inden den lange rejse på sidste del af Pamir Highway til Dushanbe, hovedstaden i Tadjikistan.
Tidlig om morgenen havde vi startet den smukke tur gennem Wakan Valley. Ingen af os havde fået nok søvn – en forbandet hund havde gøet af usynlige banditter hele natten, og vores ihærdige forsøg på at få den til at klappe i havde været forgæves. Vi ville på et særligt lørdagsmarked, hvor tadjikker og afghanere (og turister) har adgang til en visumfri ø midt i grænsefloden. En smart måde at komme helt tæt på afghanerne uden at skulle rejse ind i det farlige land. Efter at have kigget over floden på afghanske kameler, små forfaldne lerhytter og fattige bønder, ville det være prikken over i’et, at møde en ægte afghaner. Meeen som du måske har luret, skulle det ikke gå således. Mere end halvejs til grænseposten, der skulle føre os ud til øen i floden, opstod der problemer med bilen. Efter en halv times roden og hamren stod vores chauffør pludselig med en helt nedslidt bremseklods i hånden.  Dét så ikke særlig godt ud! Han mente heldigvis, at vi kunne fortsætte, men inden vi nåede så langt, ankom de dårlige nyheder: Intet marked. Vi troede næsten ikke vores egne ører! Vidste de ikke, at vi havde været super tidligt oppe?! Og at vi havde glædet os helt vildt?! Det viste sig imidlertid, at der dagen forinden havde været ret voldsomme kampe mellem nogle afghanske klaner ganske tæt på grænseovergangen. Både mortergranater og maskingeværer havde været i brug. Det var nok for vores eget bedste, og sådan er det nu en gang i denne del af verden. _MG_9349 Pamir HWY 1620+1080Jacob og Pernille ser på vores muligheder, nu hvor der pludselig er lidt mere luft i programmet. Vi endte med at køre hele vejen til Khorog for og have en ekstra dag til afslapning og udforskning.

_MG_9360 Pamir HWY 1620+1080Et par kvinder er igang med at vaske stuetæppet midt på landevejen. I de tadjikistiske hjem finder man tæpper både på gulv og vægge, og landevejen er åbenbart det nemmeste sted at vaske dem.

_MG_9289 Pamir HWY 1620+1080Floden var løbet over sine bredder, og havde efterladt et par strømmaster med våde sokker. I baggrunden kan man skimte de sneklædte Hindu Kush-bjerge.

_MG_9344 Pamir Tadjik (1)
Ofte kom folk halvløbende ud til vejen, når de kunne høre, at der var en bil på vej. Det kunne jo være noget spændende! En lokal mand kigger ud fra familiens gårdsindhegning. Hvis du kigger rigtig godt efter, kan du se, at muren er dekoreret med store flotte horn fra de bjerggeder, som der engang var mange af i egnen. I dag er de – surprise: udrydningstruede…

_MG_9428 Pamir HWY 1620+1080
Man skulle ikke tro det, men forskellen fra Tadjikistan til Agfhanistan var til at få øje på. Hér passerer vi endnu en lille afghansk landsby, der hverken har strøm eller satellitmodtagelse. Så er det da ikke så mærkeligt, at nogle af dem vælger hellig krig… Spøg til side. Det var en helt fantastisk oplevelse at være så tæt på – og blive en del af – dagligdagen i nogle af verdens fattigste lande. Igen og igen blev vi mindet om, hvor heldige vi er, og for pokker hvor vi håber, at minderne om disse steder bliver hos i mange, mange år og er med til at bevare jordforbindelsen.

_MG_9374 Pamir HWY 1620+1080
Lukket. Der var ikke meget at komme efter ved grænseovergangen. En sur soldat viftede afværgende med sit gevær – humøret er ikke altid i top efter endnu en nat med skyderier. Vores guide fik ud af ham, at en person havde mistet livet, og vi var hurtigt klar til at komme videre.

_MG_9379 Pamir HWY 1620+1080
Frodige marker og et par simple huse.

_MG_9416 Pamir HWY 1620+1080
Hvor floden blev presset sammen af klipperne, viste den tænder og styrke. Vi stod længe og beundrede vandmasserne og nød den kølige luft, der blev hvirvlet op mod os. Inden vi havde set os om, var vi i Khorog, hovedbyen i udbryderregionen GBAO, der de sidste 4 dage havde været vores hjem. Udmattede efter nogle lange dage på farten og fulde af oplevelser drattede vi om i en blomstrende have med modne abrikoser og fandt først vores kamera frem igen, da vi var ankommet til Dushanbe to dage senere!

Khorog havde ikke meget at byde på, men vi havde voldsomt brug for at lade batterierne op og hyggede og gevaldigt i hinandens selskab. Vi vaskede tøj, spiste abrikoser, drak kold sodavand og glædede os over tilværelsen.

Fra Khorog gik turen mod Dushanbe. Det var en af de hårdeste ture, vi havde i Centralasien: +15 timer i en overfyldt jeep med fuld knald på. Hver gang vi talte om, hvor lang og hård turen var, gik snakken hurtigt over til, hvordan pokker vores chauffør havde tænkt sig at klare mere end 15 timer bag rattet – nærmest uden pauser.
Turen blev adskillige timer længere end planlagt, da vi havde en masse problemer med vores køretøj. Motoren blev igen og igen overophedet, og vi måtte tålmodigt vente på, at den kølede tilstrækkeligt af.
Da mørket begyndte at falde på, fortsatte floden mod vest, mens vejen drejede mod nord. På den afghanske side kunne vi i skumringen se folk køre rundt på små overfyldte motorcykler, mens et par hyrder drev deres geder afsted. Med varme, livsglade smil sagde vi farvel til Wakhan dalen og de skæbner, vi i fire dage havde kigget over på. Vi havde følt, at vi var så tæt på – og alligevel havde vi været så langt fra hinanden, som man overhovedet kan komme.

_MG_9444 Dushanbe mordhotellet
Måske har du også lagt mærke til det: Tapetet. Det havde set bedre dage, indrømmet – tja, det havde hele hotellet faktisk, og vi blev hurtigt enige om, at det skulle hedde “Mordhotellet”.
Vi var ankommet til Dushanbe. Midt om natten blev vi sat af i vejkanten lidt uden for centrum. Vi hoppede hurtigt i en taxa – byen var trods alt indtil for få år siden berygtet for mord og kidnapninger i forbindelse med borgerkrigen. I dag er byen center for behandling og distribuering af den heroin, der flyder mod europa. Hurtige og nemme penge for dem, der får en bid af kagen – absolut intet godt for nogen andre.
Man skulle tro det er løgn, men Tadjikistans hovedstad har aldrig haft det bedre. På trods af at have alle odds i mod sig er byen motor for den spinkle udvikling, der trods alt foregår i Tadjikistan. Vi hyggede os sågar!

Pamir Highway er en oplevelse for livet. En rejse gennem utrolige landskaber, små landsbyer og øde ørken, der altid vil være hos os.

———————————–

Fra Dushanbe rejste vi videre mod Fan Mountains, hvor vi på egen hånd skulle ud og vandre i den storslåede natur. Det er aldrig kedeligt, når det er i Centralasien, så glæd dig til at høre om den del af rejsen.

Vi er glade for, at du ville læse med!

Thomas, Pernille og Jacob

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Centralasien, Tadjikistan og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s