Ørkeneventyr i Alexander den Stores fodspor

Efter nogle himmelråbende fede dage i Shiraz, tog vi på en dagsudflugt til Persepolis og derfra videre med den lokale bus til ørkenbyen Yazd. Vi glemmer alt om kronologi og lægger ud med Yazd.

Midt i ørkenen, flimrende i varmedisen, vokser Yazd sig langsomt frem af horisonten. Vi sad i en overraskende lækker bus, hvor vi undervejs havde fået serveret juice, kiks og endda is – inkluderet i prisen. Vi var ret paf, men tog naturligvis imod med store smil.

Vindtårne og Qanats – a hva’behar? 
Det mest fascinerende faktum ved Yazd er, at UNESCO regner den for en af de ældste byer i verden. Men det stopper ikke her. På ingen måde. For de snørklede, smalle og stemningsfyldte gader gemmer på historier om menneskets evne til at overleve og tilpasse sig dets omgivelser, der, selv i disse tider, kan få én til at tro på menneskeheden igen.
Varme og tørke går ofte hånd i hånd, og mere end noget andet sted på vores rejse var dette tilfældet i Yazd. Det var imidlertid ikke et tilfælde, at det var både varmt og tørt – sådan er livet bare i ørkenen i Iran.

Det er 45 grader varmt, og jeg er ved at dø af tørst!…” har mange folk helt sikkert tænkt i Yazd i tidernes morgen. Derfor opfandt de såkaldte vindtårne – geniale tårne, der er designet således, at de fanger selv den mindste brise, skiller varm luft fra kold og lader den kolde luft dale ned i folks huse. Her blev vinden mødt af fade med koldt vand, der fik temperaturen til at dale yderligere. “Hvor pokker fik de koldt vand fra?“, tænker du måske, og dét er starten på anden halvdel af historien om nogle folk, der ikke var bange for at kaste sig ud i umiddelbare uoverskuelige projekter. For hvad gør man, når den nærmeste kilde for drikkevand ligger op til 80 kilometer væk? “Man flytter vel derhen i nærheden“, tænker du. Men nej, ikke folk fra Yazd. Istedet for at forlade deres elskede ørkenhjørne, valgte de at gå på vandjagt. Noget mennesket har gjort siden tidernes morgen. Når der blev fundet et sted, hvor man mente, at der var vand i undergrunden, begyndte man at grave. Og man gravede længe… Og dybt… Og dybere endnu… Nogle gange skulle man ned i svimlende 100 meters dybde, før man fik våde fødder! Men galskaben stoppede ikke hér. Istedet for at transportere vandet til overfladen, fortsatte man gravearbejdet – nu var de jo alligevel så godt i gang, ser du nok. Så man gravede klaustrofobiske underjordiske tunneller, hvori vandet kunne løbe hele vejen til byen. Her kommer det mærkelige ord “qanat” ind i billedet. En qanat er en betegnelse for den måde, hvorpå man transporterer vand fra højereliggende bjerge til beboede områder. Grunden til, at vandet gerne skulle findes i bjergene, var, at der skulle en vis højdeforskel til, før vandet kunne løbe de ofte mange kilometer til byen. I byen løb vandet ind i store underjordiske beholdere, hvorfra det blev løftet op til gadeniveau. Husk, at vi taler mange hundrede eller tusinde år tilbage i tiden!

Hvis ikke du er imponeret nu, er der intet, vi kan gøre for dig 🙂

_MG_0494 YazdUdsigten fra taget af vores guesthouse var lige til at overskue. Vi boede således klods op og ned af dette pragteksempel af en moské – Masjed-E Jameh – som betyder ‘fredags-moské’. Det er den moské, folket tager til, når der er fredagsbøn – og alle byer i Iran har en. Moskéen er bygget imellem år 1324 og 1365, og tårnene er 48 meter høje. Vi var imponerede.

_MG_0637 Yadz
I middagsheden havde Pernille overgivet sig til vores værelse med Air-con, men Thomas ville liiige ud og lede efter et hustag, han kunne kravle op på. Heldigvis skulle han ikke langt inden et skilt reddede hans væskebalance – “Roof view for free“, helt sikkert! Midt på dagen kom temperaturen op på omkring 45 grader, hvilket var aaaalt for meget for to varmblodede vikinger.

_MG_0569 Yadz   _MG_0511 YazdStørstedelen af Yazds befolkning har valgt at bosætte sig i de mere moderne områder af byen, og de smalle gader i byens gamle del bliver mest brugt som marked, så når aftenen begyndte at trænge sig på, er det næsten som at gå rundt i en spøgelsesby.

_MG_0536 YadzEn anden mosaik-dekoreret indgang. Man kan ikke andet end blive imponeret, når man vader rundt i Irans magiske byer og falder over den ene kulturelle perle efter den anden.

_MG_0499 YazdKhan-e sonnate“, er betegnelsen for et traditionelt iransk hus, hvor selve huset er bygget rundt om en gårdhave med smukke planter og gerne et lille vandhul. Mange af de traditionelle hjem i den gamle bydel er lavet om til hostels og hoteller, og det er en oplevelse i sig selv at bo sådan et sted. Når mørket falder på, og man slænger sig i en sofa i gårdhaven, mens stjernerne begynder at komme frem på himlen, føler man nærmest, at man er havnet i en fortælling fra Tusind og en Nat.

_MG_0543 Yadz (1)Med hjælp fra en lokal mand fik Thomas bakset sig op på taget af et mudderhus, og fik et billede af det sidste solstrejf over Yazds gamle bydel – så bliver det da ikke mere eksotisk.

_MG_0608 Yadz
I Iran er der en kæmpe hænge-ud-kultur; om det er i skyggen i dagstimerne eller om aftenen ved moskéerne, så samles iranerne i grupper og sludre og drikker te i lange baner. Her har nogle familier fundet sammen ved Masjed-E Jameh-moskéen.

____________________

Persepolis
Ruinbyen Persepolis er en af hovedattraktionerne i det sydlige Iran, hvilket er forståeligt nok, idet stedet rummer over 2500 år gamle historiske levn. Det måtte to historielærere ikke misse – så da vi fik tilbudet om at dele en taxi med to ældre tyrkiske kvinder, sprang vi ivrigt på.

Persepolis er navnet på hovedstaden i det Achaemenidske styre – det første persiske imperium, og byen kan dateres tilbage til ca. 520 f.v.t., hvor det bredte sig over 215 km2. Byen indholdt et kæmpe palads og en overflod af smukke templer. Persepolis levede i bedste velgående frem til 330 f.v.t. –  indtil Alexander den Store lagde vejen forbi. Her plyndrede han alt, hvad han kunne og brændt byen ned. Det siges, at han brugte 20.000 (!!!!) mulddyr og 5.000 kameler til at transportere byens rigdomme hjem.

Byens historie var gemt væk under ørkensand og -støv indtil 1930’erne, hvor den blev genopdaget. Sandet har bevaret store dele af ruinerne i smuk stand – resultatet kan du se herunder:

_MG_0334 Shiraz
Detaljerne i stenarbejder er til at blive rundtossede af.

_MG_0372 Shiraz
Hugget i sten vises det, hvordan folk kom med gaver til styret fra nær og fjern.

_MG_0361 Shiraz   _MG_0354 Shiraz
_MG_0329 Shiraz_MG_0357 ShirazFact: Der levede løver i Iran op til midten af 1900- tallet. Mændene, der tog livet af de sidste løver i landet, blev hyldet med fanfare og billeder i lokale aviser(!!!).

_MG_0322 Shiraz (1)_MG_0319 Shiraz

Efter at have set Persepolis, og svedt omkring 4 liter, gik turen til gravstederne for regenterne et par kilometer borte. Darius den Store og flere andre i hans familie er begravet i enorme grave, der alle er hugget ud af en massiv klippevæg. Bjerget har været over 50 meter højt, hvis det hjælper på størrelsesforholdet.

_MG_0395 Shiraz Ud over gravene er der i klippevæggene mejslet kroningscermonier, store slag og andre vigtige begivenheder ind.

_MG_0387 ShirazOg så er vi vist kommet til at nævne noget med en stakkels ensom fyr, der pludselig fik brug for hjælp. For i over 40 grader kan man hurtigt komme i problemer. For at gøre det hele lidt mere nærværende, kopierer vi den mail, der blev sendt til Thomas’ mor samme aften:

…” Og så skal du lige være stolt af din søn – jeg reddede en mands liv i dag! Eller, det tror jeg i hvert fald. Vi var ude i ørkenen for at se nogle historiske steder, og det ene sted gik Pernille og jeg alene ud af en grusvej, da vi pludselig så en mand 100 meter fra os falde om med helt vilde epilepsi-kramper. Jeg satte i fuld spurt mod ham og råbte, at Pernille skulle skaffe hjælp – da jeg kom frem til ham nogle sekunder efter, var han midt i et voldsomt epileptisk anfald: fråde og blod ud af munden, det hvide ud af øjnene, kramper, og så kunne han ikke få luft. Føj det var ubehageligt, og jeg nåede lige at tænke “FUCK, HVAD FANDEN GØR JEG!?” Nå, man er vel actionman, så han røg prompte om i aflåst side-leje, jeg ville så tjekke, om han havde slugt sin tunge, da han ikke kunne få luft, men kunne ikke i første omgang pga. kramperne, så knappede hans skjorte og bukser op og sørgede for frie luftveje, og prøvede at berolige ham (hvad gør man med en fremmed mand midt i ørkenen, du ved?!) Nå, hans kramper tog af, og han begyndte så småt at kunne få luft igen, endelig! Så kom Pernille løbende med nogle andre folk, og der blev hældt noget vand ud over ham for at køle ham af, og vi sad så med ham i nok 20 minutter, hvor han stadig ikke var kommet til bevidsthed – men trak vejret og var faldet til ro. Der var ringet efter en ambulance, men den skulle fra Shiraz, 55 km der fra! Der gik lidt længere tid ,og han kom lidt til sig selv igen. Vores chauffør kom og ville meget gerne afsted, så vi sikrede os at de andre turister, der var kommet til, havde tid til at blive ved ham, og så tog vi ellers tilbage mod Shiraz – halvvejs tilbage mod byen så vi ambulancen. Puha, håber ham staklen er OK, og er lykkelig for, at der ikke er nogen i vores familie, der får den slags anfald, det var godt nok voldsomt!
Så yep, har måske reddet en mands liv i dag, det er da ikke helt tosset 🙂

Vi kan ikke sige andet, end at vi anbefaler, nærmest tigger, folk om at overveje at rejse til Iran. Det er et rejsemål ud over det sædvanlige, og der er garanti for, at du vender hjem med uforglemmelige oplevelser, et nyt syn på begrebet “venlighed” og ikke mindst med sønderskudte fordomme om Iran.

Tak fordi du læste med! ❤

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Iran, Mellem Øst og Vest og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s