På kanten af afgrunden – Kurdistan

Vores rejse i det østlige Tyrkiet er et perfekt eksempel på, hvor omskifteligt livet er, når man rejser jorden rundt. Alt fra overordnede rejseplaner til små dagligdagsdetaljer skal konstant holdes op mod et hav af uforudsigeligheder – forhold kan ændre sig fra dag til dag, og ofte opdager man først, at man er nødt til at lave radikale ændringer, når man står ansigt til ansigt med udfordringerne.
Få måneder forinden vores ankomst til Tyrkiet havde vi planlagt at rejse igennem det nordlige Irak på vej fra Iran til Tyrkiet – det var før, nogen af os havde hørt om Islamisk Stat og deres overraskende militære fremmarch i regionen. Vi havde fulgt udviklingen tæt, for det sidste, vi havde lyst til, var at rejse direkte ind i et hvepsebo af fundamentalistiske ekstremister. Allerede før vi kom til Iran stod det klart, at Irak var udelukket. Hver dag var situationen blevet værre og kurderne trængt længere tilbage af de sortklædte krigere. Vores planer havde ændret sig sideløbende, og vi endte med at krydse grænsen til Kurdistan i det østlige Tyrkiet uden rigtig at vide, hvor farligt det ville være at nærme sig grænsen til Syrien.
Først og fremmest var vi lettede over, at Pernille endelig kunne smide tørklædet. “You are in Turkey now, you are free“, havde en smilende grænsevagt svaret Pernille, der forsigtigt havde spurgt, om hun nu kunne tage sit tørklæde af. Ligeledes skulle vi ikke længere være så forsigtige i det offentlige rum, som vi havde vænnet os til i Iran.

_MG_1276 tyrkiet
Velkommen til Tyrkiet. Ved grænsen vejrer det røde flag med halvmånen foran bjerget Ararat, en sovende vulkan på 5137 meter.
Lidt historie: Bjerget Ararat er nationalsymbol i nabolandet Armenien, hvis grænse er omkring 40 kilometer fra den overgang, vi befinder os ved på billedet. Desværre for Armenien ligger bjerget ikke længere i landet og en skræmmende og tankevækkende påmindelse om, hvordan op mod halvanden million armenere blev dræbt mellem 1915-1917, da de af tyrkerne blev fordrevet fra deres land. Tyrkiet nægter den dag i dag, at der var tale om et folkemord, hvilket er én af grundene til, at de er langt fra optagelse i Den Europæiske Union. At Armenien stadig har et anstrengt forhold til Tyrkiet, er vist ingen overdrivelse…

Da Thomas skulle ud for at veksle penge, fik han følgeskab af en tosset mand fra vores hotel. Han havde ét øje under nogenlunde kontrol, mens det andet for længst var opgivet. På vej gennem byen passerede vi store mængder af opstemte mennesker i festligt lag, og den enøjede mand forklarede, at der skulle være et kurdisk festival. Da vi rundede det næste hjørne, holdt en lang række vandkanoner og pansrede politivogne i formation – Thomas’ kommentar om, at det så ud til at blive en rigtig god festival, passede lige ind, og manden lyste op med et stort grin, og med venlige klap på ryggen gik vi mod vekslekontoret.

_MG_1369 Tyrkiet
Vi springer lystigt videre fra fortællinger om folkedrab og etnisk udrensning til den kurdiske politiske og militære organisation PKK, der befinder sig på bl.a. EU og USA’s terrorliste. Vi skulle ikke længere ind i Tyrkiet end den første by efter grænsen, før vi blev stoppet af ihærdige PKK-medlemmer, der ville fortælle os alt om deres kamp.

_MG_1341 Isak Pasha
Smukt beliggende over Doğubayazıt ligger İshak Paşa Paladset. I mange århundrede kontrollerede man herfra silkevejen til Europa, der knoklede sig op gennem bjergpassene fra Iran og igennem dalen for foden af paladset.

_MG_1301 tyrkiet
I aftenlyset var det en nem sag at forestille sig sin rejsepartner på selv samme plads for 700 år siden, højt til hest og svært bevæbnet, på vej ud for at inddrive skat fra karavanerne, og sikre ro og orden i karavanerierne.

_MG_1316 tyrkiet
I klipperne på den modsatte side af dalen kunne vi se ruinerne, fra hvad der i sin stormagtstid har været endnu et imponerende borgkompleks.

_MG_1368 tyrkietNår man rejser langt fra de normale turistruter, møder man en helt anderledes venlighed og åbenhed fra lokalbefolkningen. Vi blev konstant budt på te, og da vi stod og kiggede ind af døren til en brætspilsklub, blev vi straks hevet ind og placeret ved bordet. Pernille kunne heldigvis reglerne, så det gik nogenlunde for Thomas, der styrede brikkerne. Vi blev faktisk nummer to 🙂

Better safe than sorry (og næsten i Kobane!)
Næste morgen tog vi den tidlige bus mod Van, en af de største byer i det østlige Tyrkiet, og stadig ikke klods op ad den syriske grænse. Van havde imidlertid ikke voldsomt meget at byde på, og vi tog således videre dagen efter, med kurs mod Diyarbakır. Da vi ankom til den kurdiske hovedby, Diyarbakır, var det gået op for os, hvor tæt vi var på krigen i Syrien og Irak. Undervejs havde vi set flygtningelejrerne strække sig mod horisonten; et syn, der gjorde stort indtryk på os begge. På adskillige stationer inden vores destination havde vi følt os som nogle forfærdelige turister, der med vores store rygsække rejste forbi desperate flygtninge, der hang ud omkring busstationerne – for dem et bedre alternativ end at rådne op i en teltlejr dagen lang…? Spørgsmålene var mange, og vi havde en skidt mavefornemmelse. Samtidig med at medierne meldte om fortsat fremgang til ISIS, sad vi og kiggede på vores rejseplaner – en masse spændende og fede steder, men alle i nærheden af grænsen til Syrien. Havde vi lyst til at komme under 20 kilometer fra sådan et helvede? Havde vi virkelig lyst til at bo i de samme små landsbyer, som europæiske syrienskrigere der ventede på at krydse grænsen? Svaret var naturligvis enkelt, og vi var rungende enige. Derfor kan vi nu en gang i fremtiden komme tilbage til Kurdistan og se området med ro i kroppen.
Dagen efter tog vi endnu en lang bus hele vejen til Mersin ved middelhavet. Vi var utroligt lettede og glade for den beslutning, vi havde taget. Vi havde i bussen været omkring 30 kilometer fra den syriske grænse og på byen Kobane, som alle nok kender efter den massive mediedækning, kampene mellem kurdiske frihedskæmpere og ISIS-krigere fik. Knap tre uger senere sad vi i det nordøstlige Tyrkiet og læste med forfærdelse om kampene ved Kobane. Tænk, at vi så kort tid for inden havde været tæt på. Det var nok til at give os kuldegysninger, og da vi en uge senere læste om de voldsomme sammenstød mellem kurdiske demonstranter og tyrkisk politi med mange døde til følge i netop de byer, vi havde været i i Kurdistan, var vi lykkelige over, at vores rejseheld endnu en gang havde beskyttet os.

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mellem Øst og Vest, Tyrkiet og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til På kanten af afgrunden – Kurdistan

  1. Birthe Mielcke siger:

    Hej Pernille og Thomas.
    Tak for mange skønne læseoplevelser i har givet mig på Jeres jordomrejse.
    Pernille, vi var kollegaer på Dagmarskolen inden din rejse.
    Har i overvejet at holde oplevelses aften om turen ? Så vil jeg nemlig godt høre fra Jer. Måske der kunne arrengeres noget på skolen.
    Fortsat god tur og endnu engang tak for Jeres medrivende læsning.
    Mvh
    Birthe Mielcke ( BTM )😄

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s