Georgien – et af verdens smukkeste lande

Første gang, Thomas var i Georgien, var i 2012 med sin lillebror: Dengang skulle sommerferien planlæges, og der blev derfor studeret kort og guidebøger for at finde et spændende og anderledes land. De to brødre faldt hurtigt over Georgien, der med sin placering i Kaukasusbjergene og fine tilgængelighed, hurtigt blev første valget. Landet er uden tvivl med blandt de smukkeste lande i verden, så gensynsglæden var stor for Thomas, da vi sidst på vores jordomrejse krydsede grænsen fra Tyrkiet. “Bare Pernille nu synes, det er lige så fantastisk som jeg,” blev succeskriteriet.

Georgien er ikke et specielt kendt land, men er de seneste år blevet en større turistdestination – folk hører simpelthen udelukkende gode ting derfra og således kommer flere og flere på besøg. Bjergene, dalene, floderne, ruinerne, menneskerne og byerne er alt sammen med til at skabe et unikt land, som vi glæder os til at vise jer i de næste par oplæg!

Efter nogle få dage med madforgiftning og råhygge i Batumi kunne vi sætte kursen mod bjergene. Vores mål var Svaneti-regionen, der ligger i den nord-vestlige del af landet. Hér er det sneklædte bjerge, brusende smeltevandsfloder og vagttårne fra svundne tider, der skaber de vidunderlige rammer.
_MG_2195 KazbegiEfter omkring 10 timer i elendige minibusser (En “Mashrukta” er fællesbetegnelsen for de minibusser, der kører over alt i det gamle Sovjet) ankom vi i skumringen til Mestia højt i bjergene. Let støvregn og kold bjergluft mødte os, da vi trådte ud på den våde asfalt. Omkring os legede de lokale hunde med hinanden, og trætte turister ledte efter spisesteder. De lokale hang ud og lignede nogen, der ikke havde i sinde at lave noget som helst andet. Vi gik ud af byen og så et lovende “Guesthouse”- skilt. Ejeren var, som alle andre, meget venlig, og med vores tyske skolegloser fandt vi os hurtigt til rette. Aftenen gik med opdagelse i de små, mudrede gader og til sidst et lækkert måltid på den lokale kro, selvfølgelig med et par store, kolde georgiske fadøl.
Og for så at komme til billedet: Det er svært, ja vel nærmest umuligt, ikke at smile stort, når man vågner til sådan en udsigt og sådan et vejr.

_MG_2116 Kazbegi
Vi vandrede friskt ud i de dybe skove og var helt lykkelige over igen at møde efteråret. Efter sommer nærmest hver eneste dag i et år var vi klar til noget omskifteligt vejr!

_MG_2118 Kazbegi
En glad vandre i bjergene på vej mod Chalati Gletsjeren.

_MG_2135 Kazbegi
Det er måske lidt svært at se, men svampen var sunket helt sammen i regnen dagen forinden og lå som prøvede den at omfavne træstammen.

_MG_2101 Kazbegi  _MG_2103 Kazbegi
På vej mod gletsjeren skulle vi over floden fra en anden gletsjer, der ligger på den russiske side af grænsen få kilometer væk.

_MG_2154 Kazbegi
Tæt på trægrænsen i en enorm dal ligger Chalati Gletsjeren. Vandreturen fra Mestia er på 12 kilometer hver vej, men terrænnet er nemt og stien velafmærket.

_MG_2178 Kazbegi
Thomas tager et nærmere kig på den smukke gletsjer, men på grund af konstant nedstyrtende sten og klipper holdt vi lidt igen. Derudover er det fascinerende, hvor stor en flod, der strømmer ud af isen – det hjælper med forståelsen af, hvor enorme ismængderne er.

_MG_2155 Kazbegi
En flod bliver født…

_MG_2159 Kazbegi
De to rejsende.

_MG_2211 KazbegiPå grund af mildest talt elendigt vejr blev vores ophold i Svaneti kortere end planlagt. Vi nåede dog på nogle helt fantastiske ture ud i bjergene og fik en masse ideer til, hvad vi skal nå næste gang, vi kommer hertil. Landskabet kan virke meget tyrolsk med rendyrket idyl over alt. Den største forskel er nok, at der nærmest ikke er nogen turister 🙂

_MG_2239 Kazbegi
Heste hygger rundt med en udsigt de helt sikkert ikke sætter pris nok på. Landskabet er præget af meget lidt menneskelig aktivitet, hvilket kun gør oplevelsen federe.

_MG_2367 Svaneti
En lille hytte til hyrden, når uvejret trækker ind over dalen.

_MG_2281 Kazbegi (2)
Mere smuk udsigt fra samme bjergkam. Imens en hyrde trissede rundt i skoven bag os, sad vi og spiste frokost og sugede stemningen til os. Tanken om, at skovene er fyldt med bjørne, ulve og losser gjorde det kun mere spændende at vandre på disse kanter. Kort efter vores frokost begyndte det at dryppe, og mens regnen tog til, skyndte vi os hjemad gennem skovene.
Som mørket faldt på, hyggede vi med varm kakao og tykke dyner. Uden for faldt temperaturen til lige over frysepunktet, og vi følge pludselig, at vi var havnet midt i råt efterår.
Dagen efter regnede det fra morgen til aften, og da vejrudsigten ikke lovede bedring, besluttede vi at bruge en lang transportdag på at komme til hovedstaden Tbilisi.

Således sluttede vores første tur i Kaukasusbjergene, men der er meget mere på programmet af samme skuffe. Glæd dig til at læse mere!

Tak fordi du læste med!

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Georgien, Mellem Øst og Vest og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s